29 Jan xxxx
“Stoev, Skidt, vilde dyr, lange busture og Kilimanjaro”
Hej igen. Saa er vi igen ved at have vaennet os til livet som backpackere.
Der er nu gaaet en 3 ugers tid siden sidst. Det har vaeret en travl tid. Vi er nu traette og beskidte naaet frem til det aller sydligste Zambia, hvor graensene mellem Zimbabwe, Botswana, Namibia og DR Kongo naesten moedes. Vi er ankommet til byen Livingstone, som ligger et spydtkast fra maaske Afrikas Stoerste attraktion: Victoria Vandfaldet.
1: Kilimanjaro: Jeps vi naaede afrikas tag. 5895m oppe og en rejse paa 6 dage, med traethed, sure taer og beskidte bukser, men ogsaa fantastisk natur, ingen sure miner, fysisk udfordring til det maksimale, og for Mathilda den aegte foelelse af det gamle ordsprog: Du kan dobbelt saa meget som du selv tror, og 4 gange saa meget som din mor tror!!!
Vi var under opstigningen dopet med Diamox, et groen staer middel, som skulle hindre hoejdesyge, men – som vi fandt ud af – virker voldsomt vanddrivende, hvilket kan vaere lidt belastende om natten, naar man skal ud paa naturens vegne i bulder moerke og finde det dertil indrettede jordhul…
Turen op gik fint. Vi var traette hver aften, og mistede lidt appetitten, som vi kom hoejere og hoejere op, men ikke de store tegn paa hoejdesyge. – Indtil den sidste etappe. Om natten sover man i 4750m’s hoejde, hvilket tydeligt kan maerkes paa den tynde luft og de mest almindelige ting goer en forpustet.
Vi havde taget et ekstra doegn i lidt over 3000m’s hoejde for at vaende kroppen lidt til hoejderne, men alligevel fik Kasper lidt hovedpine om natten inden den sidste opstigning. Vi havde gaet ca 5 timer, og fik lov til at sove til kl 23. Herefter blev det varmeste toej fundet frem, og foran os laa en tur paa 8 til 14 timers vandring op ad en naesten lodret vaeg – saadan foeltes det i hvert fald – i bulder moerke. Det var desuden baade begyndt at storme og sne kraftigt, saa forholdene kunne naesten ikke blive vaerre.
Vi opdagede, at vi faktisk var nogen av de hurtigste hver dag, saa vi havde vaeret ude at sondere taerrennet lidt dagen foer, men nu var alle spor sneet til, og temperaturen laa paa omkring -5 til -10 da vi startede og -15 til -20 paa toppen.
Mathilda havde en del problemer med sine fingrer, som aabenbart er en kropsdel hos hende, der er vaekselvarme… Kasper sled med sin mave, som ikke kunne klare hoejden saa godt, og vi sled begge to med en traethed, af en grad som ingen af os har proevet foer i vores liv.
Vi var som saedvanlig hurtige, og allerede efter 5 timers haard opstigning, stod vi paa Uhuru Peak paa toppen af Afrika. Det er stedet alle, som naar toppen faar taget sine billeder, men da vi stod der i snestorm, bulder moerke og hylende -20 grader, blev det til et hurtigt billede og saa ud paa 1 1/2 times gang tilbage til 5700m, hvorfra der kunne vaere lidt lae, og turen ned kunne begynde, men hvilken gave vi fik der. Pludselig stod vi i 5700m, paa det naesthoejeste punkt, hvor pludselig sneen stoppede, vinden lagde sig og solen stod op – Fantastisk.
2: Safari foelger senere, naar vi finder en computer, der kan oploade vores billeder, og formentlig efter vi har vaeret ude at se Victoria Falls.
Alle de bedste hilsner fra de rejsende: Kasper og Mathilda.
posted Tuesday January xxxx