Hej alle!
At sejle med en oversisk frge i dag er som Disnyland after dark. De eneste steder man m spise sin medbragte mad er p verste dk (ottende) eller i sin couchette (nederste dk 15 meter under vandlinjen) og det er ogs de eneste steder man kan f fred for spilleautomater og oplyste, larmende widescreenlegetj for brn. Som om folk overhovedet gider den slags i dag! Og da sletikke den samling friluftsturister p vej til Frerne og Island jeg rejste med? Og som om de ogs gider de det fastfood de disker op med p menukortet. En eller anden burde revolutionere frgedriften i dag og hvorfor ikke en fring?
Men jeg er i godt humr, for jeg ved der venter mig store oplevelser forude og jeg kan sagtens abstrahere fra det mandlige personale, nr de sender en hovedvej af deo gennem flankerne p skibet, jeg ser for mig hvordan de sprayer sig med freon fra top til t for at f dagens og nattens stress jaget p flugt, og fordi et bad vil tage for lang tid.
Frste lfte var Shetlandserne klokken syv om aftenen. De bare l der golde men grnne som en protest mod havets uboelighed for mennesker, og der sejlede smfrger p kryds og tvrs og der var sm bygder i gr cement og brune tage som de engelske kan lide det, og pludselig l nordeuropas strste olieudvinding til bagbord med hje flammer op ad skorstenene og kmpe anlg p land. Den frste sfugl vi fik besg af var en Sule (gult hoved og sorte vingespidser) som jeg elskede fra mit besg p Mykines i 76 og en Mallemuk, som jeg ogs elskede for sine stive vinger. Vi var nogle der forsgte at lette, for det blste stt, men vi var for tunge i rven.
Og byen Fuglafjord ligner p afstand noget der er lgn, med sine hvide huse og forskelligfarvede tage, smukt indfldet i de grnne bjergsider. Og da jeg kommer tttere p med min Raleigh, som alle skver til og nogen smilende, fordi INGEN fringe kunne finde p at kre p cykel, viser det sig at den fanme ogs tt p er uden mislyde og srlige tegn fra den moderne verden. Husene er selvflgelig proppede med teknologi og ingen gr lngere end fra hoveddren og til bilen (som helt klart er et statussymbol), men fringene har virkelig gjort alt for at den ikke skal ses. Teknologien alts, og verden. Som den trnger sig p derude, langt ude i horisonten, langt vk fra her.
Fuglafjord viser sig at vre mere end man kan drmme om. Fjeldene rejser sig hjere og skarpere end andre steder p Frerne og jeg skal snart lre formerne at kende, s jeg kan orientere mig p hjfjeldet.
Og da jeg p en stille dag uden skyer stiger til fjelds opdager jeg, eller genser jeg, den Anden verden, som jo ogs er en del af det at vre til: Det Grundtvig kaldte for nd i modstning til stv og som Kierkegaard kaldte Det evige i modstning til det timelige, og som Jrgen Bukdahl benvner som lys overfor mulm. Jeg skal ikke ngte at jeg har savnet den del af naturen derhjemme og fler en hvis hjemmelighed blandt klipperne og Hjejlen og Stenpikkeren, men ikke sdan at jeg forngter stvet og menneskene og vennerne og familien, som i grunden er sider af samme sag. Derfor hedder det ogs hos Bukdahl “et under af mulm og lys”. (Tak til Tom Kirk for det).
posted Thursday August xxxx